Min morfar på sit stamværthus (en af de mange) hvilket gav en vis street credit i teenage årene, når os forstadsunger skulle i byen og jeg altid lige kunne et værtshus hvor vi ku blive budt på en enkelt øl og 100 dask med i baglommen inden turen fortsatte til de lidt mere tenage venlige steder som først Klaptræet og siden hen Montmatra......
Han var desuden af den opfattelse (desværre nok den eneste i verden) der mente jeg var perfekt, komplet fejlfri, ypper intelligent og ganske fantastisk i al almindelighed, det var nu en meget rar støtte altid at ha ved sin side......Og det gør bestemt ikke savnet mindre.....
Åh - en slik morfar hadde jeg også. Som øste over meg med ubetinget kjærlighet. Jeg visste at han var glad i meg uansett. Han døde i februar 2008 - og jeg savner han så inderlig hver eneste dag. Jeg var heldig å ha han lenge - helt til jeg var 36 år - men jeg føler meg tom uten han. Jeg har overbevist meg selv om at jeg skal møte han i en annen dimensjon - hvis ikke hadde det vært for trist. Prisen for å ha elsket og bli elsket er savn.
SvarSlet